Elefantens Ører

1. Elefantens ører er så store
Den kan høre alt
Selv hvis du lister let på tå langt fra dens sovesal
Bliver elefanten gal

2. Den kan høre, når den lille mus
Spiller violin
Og trutter med sin snabel i en skinger harmoni
Indtil musen klapper i

3. Dersom musen musestille står
Siger ingenting
Kan elefanten trække store, stygge torsk i land
Dybt fra havets salte vand

4. Midt om natten braser katten ind
Musen står for skud
De vælter hele huset, indtil musen går omkuld
Elefanten skælder ud

5. Ak, den lille mus har slået sig
Gul og grøn og blå
Den slemme kat får røde ører, den må ikke slå
Giver musen plaster på

6. Under elefantens store øre
Putter de sig trygt
For under øret er der dejligt lunt og silkeblødt
Sammen sover de så sødt